tirsdag den 19. maj 2009

Nu blomstrer det!

Hvor er foråret dog en herlig tid!
Nu blomstrer det hele: Paradisæbletræerne, frugttræerne, kvæden, guldregnen "springer" med kaskader af store, smukke gule blomsterklaser, syrenerne kappes om at vise mest blomsterpragt i alle farver - også den to-farvede hvide og lilla variant - og udsende de dejligste dufte. Rhododendron afløser hinanden i alskens farver, lige nu er de lyslilla dominerende, i et andet bed er det den abrikosfarvede azalea, der har fået godt fat, mens en potte på terrassen er ved at sprænges af det, der engang var en lille-bitte uanselig rosa azalea. Dens "søster" overlevede ikke, men denne her har haft livskraft for to - og mere til!
Rosmarinen har allerede blomstret længe med masser af små, lyseblå blomster og hækkene omkring vores grund er fulde af hvide blomster. Bagest i haven rejser naboens flotte kastanietræ sig med sine hvide lys mod den blå himmel.
Det er så intenst og farvepragtigt, at man ikke kan undgå at blive glad hver morgen, når gardinet trækkes fra!