onsdag den 15. april 2009

Kattene i vores have

Af en eller anden grund synes alle kattene i nabolaget, at det er enormt spændende at liste omkring i vores have mellem buske og træer og langs det lille, for øjeblikket udtørrede, vandløb og blomsterne ved havedammen. De følger hinandens sport, afmærker (desværre) territoriet, jagter mus og fugle og leger store jægere, selvom deres jagt vist sjældent får noget resultat (heldigvis). Det er kun om få af kattene, at vi kender tilhørsforholdet og også deres navne er ukendte for os - altså må vi selv navngive dem og det har vi så gjort - sikkert så deres rette ejermænd slet ikke kan genkende dem ;-)
Der er den store, magre, slentrende, gamle hankat, der mest af alt ligner en af slynglerne fra en Disney-tegnefilm. Han er tilsyneladende patriarken og den, der jager de andre en skræk i livet - noget han tager med ophøjet ro og påtaget ligegyldighed. Han er sort med hvide poter og små hvide tegninger om snuden, hvorfor vi i starten navngav ham "Lillenæse" (til forskel for "Storenæse"), men eftersom vi nu i lang tid har haft hans territoriekrav ganske tæt på, har vi omdøbt ham til "Tisseprinsen".
Så er der "Storenæse", som vi i starten troede kom fra samme sted som "Lillenæse" - nu er vi ikke længere så sikre. Det er en hunkat, som ombejles af alle områdets hankatte - og hun er også meget, meget sød og kær og smuk: sort med fine, hvide poter og bryst - og lange, fine, hvide knæstrømper på bagbenene - og altså stor hvid tegning om snuden. Desuden er hun meget, meget kælen og menneskesøgende og keder sig tilsyneladende, hvis ikke der er et menneske i nærheden til at snakke med hende og klappe hende. Idag kalder vi hende derfor "Mis" eller "Vores Mis".
Vi har endnu en sort og hvid kat på besøg. I starten havde vi svært ved at skelne den fra "Mis", da de hvide tegninger på bryst og snude er nærmest identiske - men denne har dog kun hvide ankelsokker, så det er for os blevet til "Ankelsokke-missen" eller "Den Falske Storenæse".
Vor ene nabos kar kender vi navnet på, men for os er det nu "Den grå panter", der smyger sig rundt i haven og ligger på lur alle vegne, hvis han da ikke udfører fantasi-kampe med sit ikke-eksisterende bytte.
En lavbenet tigerstribet hankat har sluttet sig til vore besøgende, han er nysgerrig, men sky og vi kaldet ham "Den lavbenede Tiger".
Røde katte har vi også i haven: En meget smuk rødstribet og hvid masket hankat har en lille rød plet på snuden og er derfor for os blevet til "Rudolf". Den helt røde kat, som vi mødte i starten herude, ser vi imidlertid så sjældent, at vi ikke har givet den et særligt navn, men den smukke cremefarvede kat, som vi har set et par gange på det sidste, er så flot isabella-farvet, at Leif døbte den "Misabella".

Ingen kommentarer: